Stilfærdig Nordea-røver anholdt

Mandag d. 16. jan. 2012 kl. 15:50 af Sofie Sparre, sosp@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Banken var fyldt med kunder, da den maskerede røver kom ind

Københavns Vestegns Politi har anholdt en røver, som tilbage i oktober 2011 truede de ansatte i Nordea i Søborg til at udlevere mere end 100.000 kroner. Røveren var under røveriet så stilfærdig, at mange kunder slet ikke opdagede, at der var et røveri i gang.

Politiet kom på sporet af manden efter han var blevet efterlyst i TV 2s kriminalmagasin Station 2 Efterlyst.

"Vi fik flere henvendelser fra mennesker, som havde set programmet. En del af disse henvendelser pegede på den smme person," siger Michael Sørensen fra Københavns Vestegns Politi til TV2.dk.

Sad på lur ved lejlighed
Politiet begyndte så at lede efter ham, men man kunne hurtigt konstatere, at han ikke var på den adresse, hvor han er tilmeldt.

"Faktisk var han ikke rigtigt tilmeldt nogle steder, så vi gav os til at lede blandt familie og venner. Til sidst fik vi ham sporet til en bekendt i Søborg."

Med formodningen om, at røveren befandt sig på en bestemt adresse, var der kun en ting at gøre.

"Vi satte os ganske enkelt til at vente på, at han forlod lejligheden. Og da han gjorde det, kunne vi anholde ham uden videre dramatik," fortæller Michael Sørensen til TV2.dk.

Røveren, som i forvejen var en gammel kending af politiet, viste sig netop at være blevet løsladt for lignende kriminalitet. Han er nu varetægtsfængslet og kan forvente at få sin dom i februar.

Print artikelSend til en ven Del på facebook