Ny opfindelse til den 3. verden
Her i Danmark kæmper en nu 40-årig vietnamesisk kvinde for at få sin opfindelse på markedet. En opfindelse, der har sin oprindelse i en flygtningelejr i Singapore, hvor kvinden som niårig pige sad for 31 år siden.
Han Pham var på flugt med sin familie efter Vietnamkrigen og i flygtningelejren blev hun vaccineret med en inficeret kanyle. Det var meget tæt på at koste hende livet.
Det er den oplevelse, der er drivkraften bag Han Phams opfindelse. Hun har lavet et hav af prototyper. Hun har produceret kassevis af research. To års arbejde og så var den der.
Afgangsprojekt blev til opfindelse
Han Pham arbejder i dag på designskolen i Kolding. I 2005 skulle hun lave afgangsprojekt. Så Han Pham gik tilbage i sin egen historie.
Et lille ar på venstre arm vidner om dengang en inficeret sprøjte var ved at tage live af hende, da hun og hendes familie flygtede fra Vietnam for 31 år siden.
"Gad vide om det her kan føre mig til at sige, hvordan er problemet i dag," husker Han Pham, at hun tænkte.
I sin research fandt hun ud af, at 1,3 millioner mennesker hvert år dør i den 3. verden på grund af inficerede sprøjter.
Hendes mål var at lave en simpel måde at komme af med brugte kanyler på.
Med brugte sodavandsdåser bliver det nemt og billigt at lave en kanyleopsamler.
Kanyler slår mennesker ihjel
Den tidligere formand for Læger uden Grænser har selv oplevet, hvordan brugte kanyler slår mennesker hjel i den 3. verden og han er begejstret for Han Phams opfindelse, fordi den er simpel.
"Dåser ligger altid og flyder et eller andet sted. Og så skal man bare lægge plastikhatten ovenpå, så klikker man de to sammen. Så har man et sikkert sted at gøre af sine kanyler," siger Søren Brix Christensen.
Så Han Pham har et produkt nødhjælpsorgniasationerne og virksomhederne kan lide.
Lykkedes efter fem år
Men ingen ville påtage sig at afsætte og destribuere den lille gule plastikhat og det har hun kæmpet med i fem år. Men nu efter fem år er det lykkedes. Et firma, der i forvejen sælger myggenet i den 3. verden, har påtaget sig salget.
Og det der startede med en inficeret sprøjte for 31 år siden, kan nu komme fattige mennesker til gavn. Og det er det vigtigste for Han Pham.
"Jeg havde ikke noget. Men jeg var så heldig at komme til et land, hvor jeg kan få alt og få hjælp til alt. Jeg tænkte, at det blev jeg nødt til at betale tilbage på en eller anden måde," siger Han Pham.




