Regioner forsinker fælles medicinkort

Onsdag d. 18. jan. 2012 kl. 06:08 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Regioner forsinker fælles medicinkort

Kort om det Fælles Medicinkort (FMK):

- Det Fælles Medicinkort er en database hos Lægemiddelstyrelsen


- Det Fælles Medicinkort indeholder oplysninger om alle danske borgeres medicinkøb igennem de seneste to


- Det Fælles Medicinkort indeholder også en opdateret liste over borgerens aktuelle lægemiddelordinationer - uanset hvor i landet lægemidlet er blevet ordineret


- Lægemiddelstyrelsen er ansvarlig for løsningen og for udvikling og drift

Kilde: National Sundheds-it

Det Fælles Medicinkort (FMK) har været ventet længe og skulle være rullet ud på alle landets hospitaler inden udgangen af 2011. Men landets læger må væbne sig med tålmodighed næsten et år mere.

Det viser en rundringning, som TV 2 har foretaget til landets fem regioner.

Hovedformålet med det fælles medicinre­gister er at forhindre fejlmedicine­ringer, som hvert år koster op med 4.800 personer livet. Men i dag er al­le hospitaler i kun to ud af fem regi­oner koblet på det Fælles Medicinkort.

Danske Patienter: Patienter dør hver dag
Det Fælles Medicinkort kører på alle hospitaler i Region Sjælland og i Region Hovedstaden, men i de øvrige tre regioner - Syddanmark, Midt og Nord - har medicinregisteret lange udsigter.

Dermed bryder regionerne en aftale med Finansministeriet og Sundhedsministeriet om at "rulle det Fælles Medicinkort ud på alle sygehuse inden udgangen af 2011."

Foreningen Danske Patienter kalder forsinkelsen meget beklagelig og beder regionerne om at huske på, at der hver dag dør patienter pga. fejlmedicinering.

"Det er vi rigtig kede af, og det er brand-, brandærgerligt. En stor del af de patientfejl, der forekommer, sker jo netop på grund af medicinering - det er dokumenteret. Det kan kun gå for langsomt med at blive færdig i regionerne," siger Lars Engberg, der er formand for foreningen Danske Patienter.

FMK har begrænset værdi
Han siger samtidig, at det Fælles Medicinkort har begrænset værdi for læger, behandlere m.m., hvis ikke alle i hele Danmark er koblet op på systemet:

"Man kan selvfølgelig bruge systemet i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor de er oppe at køre, men man kan jo ikke være sikker på, at alle informationerne er der - og så er værdien yderst begrænset."

Han fremhæver, at en patient, der bor i Region Hovedstaden, kan være faldet om med hjertestop ved Vestkysten. Den medicinering, som læger i Vestjylland har udskrevet, vil ikke kunne ses i det Fælles Medicinkort, når regionen ikke er koblet på medicinregisteret endnu.

SF: Kortet skal op at køre hurtigst muligt
Regeringspartiet SF's sundhedsordfører Jonas Dahl har tidligere kritiseret den forhenværende sundhedsminister Bertel Haarder (V) i forbindelse med forsinkelser af det Fælles Medicinkort.

Han forventer, at den fungerende sundhedsminister, Pia Olsen Dyhr (SF), er enig i, at medicinkortet skal rulles ud så hurtigt som muligt.

"Det virker lidt sløvt. Uanset hvilke partier, der sidder i regering, skal vi have det Fælles Medicinkort op at køre. Derfor må vi få undersøgt baggrunden for, at der er yderligere forsinkelser i regionerne - og vi skal have undersøgt, hvad vi kan gøre ved det," siger Jonas Dahl til TV 2.

"Vi er lidt forsinkede"
Forsinkelserne ser værst ud i Region Midt, der først forventer at have alle it-systemer i hele regionen klar til november:

"Vi er i færd med at rulle det ud, men Horsens er først klar i maj og Viborg til november. Vi er lidt forsinkede på grund af nogle tekniske udfordringer. Blandt andet digital signatur giver nogle ekstraordinære udfordringer - det er kommet lidt bag på os," siger Hans Henrik Bøttger, der er seniorkonsulent i Region Midt.

"Vi er klar i 2. halvår i 2012"
Tekniske problemer får blandt andet også skylden for, at alle hospitaler i Region Syddanmark først er koblet op på det Fælles Medicinkort i andet halvår af 2012:

"Vi havde fire forskellige systemer i regionen, og alle skal nu over på samme database. Det er kæmpe, kæmpe store databaser - hvis der er en fejl et sted, så kommer det til at stå stille på alle sygehusene. Derfor tester vi et hele grundigt igennem," siger Kim Løve Østerbye, der er regional projektleder i Region Syddanmark.

Han erkender, at regionen ikke er nået i mål:

"Men vi forventer at hospitalerne på Fyn og i Trekantsområdet er klar i første halvår af 2012, mens den sydlige og vestlige del af regionen er klar i andet halvår," siger Kim Løve Østerbye.

Region Nord skal starte forfra
Region Nord er blevet tvunget til at starte forfra, fordi regionens leverandør er gået konkurs, men regionen arbejder på højtryk og forventer, at være klar til at blive koblet på det Fælles Medicinkort efter sommerferien:

"Vi har en situation, hvor vi skal køre det gamle system ud så hurtigt som muligt, mens vi kører et andet system ind så hurtigt som muligt. Vi har en meget, meget stram tidsplan, og vi håber at være klar lige før eller lige efter sommerferien, så vi kan få det til at hænge sammen på landsplan," siger Dorte Stigaard, der er direktør i Region Nord.

"Vi er klar til at udveksle oplysninger"
Dermed er det altså kun Region Sjælland og Region Hovedstaden, der i øjeblikket er klar til at udveksle oplysninger om medicinering med andre regioner.

"I løbet af januar vil vagtlægerne være på det Fælles Medicinkort, og 1. februar håber vi, at også de fleste praktiserende læger vil være på," lyder det fra Region Hovedstaden.

Også i Region Sjælland er alle sygehuse koblet op på det Fælles Medicinkort, ligesom de praktiserende læger kan begynde at indberette til systemet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook