Helbredte skizofrene kan ikke få deres borgerlige rettigheder tilbage
Skizofreni opfattes af mange som en livsvarig sygdom, og det rammer dem, der faktisk er blevet raske efter sygdommen. Det går blandt andet ud over deres muligheder for at have kørekort og forældremyndigheden over deres børn. Ud af det godt 25.000 danskere med skizofren lever 25 til 30 procent i dag uden eller næsten uden symptomer pga. bedre behandlingsmuligheder og medicin.
"Der bliver man nødt til at se differentieret på sådan noget som skizofreni, fordi der er nogen, der ikke skal have kørekort eller lov til at passe et barn, og så er der nogen, som sagtens kan have både kørekort og forældremyndighed," siger professor Merete Nordentoft, Københavns Psykiatriske Center, til TV 2 | NYHEDERNE.
For den 26-årige triatlet og ultracykelrytter Mads Fabricius betyder sygdommen, som han kom sig over på børnepsykiatrisk afdeling i Odense, at han ikke kan tage det flycertifikat han drømmer om, På trods af, at han har lægernes ord for, at han er helbredt og i dag hverken får medicin eller er i behandling.
"Jeg er som alle andre. Jeg har ikke skyggen af sygdom i mig, så derfor skal jeg også have lov til at flyve," siger han.
Mads Fabricius har flere gange klaget over afslaget på hans flycertifikat. For ham er det en principsag.
"Jeg giver bestemt ikke op, før jeg har fået lov at flyve, og før psykisk syge har fået lov at blive erklæret raske,"
Sygdommen slap sit tag i Mads Fabricius for otte år siden. Tiden på børnepsykiatrisk afdeling var hård.
"Jeg var hårdt ramt at skizofreni, da jeg var indlagt her, og jeg havde det ret dårligt med psykoser og vrangforestillinger. Jeg levede i en drømmeverden nærmest. Jeg kunne ikke kommunikere med andre mennesker,"




