Ophidsede rejsende tvang to muslimske mænd til at forlade et britisk passagerfly, som skulle lette fra Malaga med kurs Manchester. Det var tilsyneladende frygt for terror, der lå bag.
Det har fået en række muslimske organisationer til at klage over, at muslimer i stigende grad opfattes som en trussel mod sikkerheden.
Flere passagerer i flyet fra Monarch Airlines krævede, at stewardesser og piloter satte de to mænd af flyet, da det onsdag stod klar til at lette fra Malaga lufthavn.
Flere sagde, at de havde hørt de to mænd, der beskrives som asiatiske, tale arabisk sammen.
Spansk politi blev kontaktet, og de to muslimer blev ført ud af flyet. Et par dage senere vendte de tilbage til Storbritannien med fly. Britisk politi lod dem gå.




