Forsvarer Jakob Lund Poulsen om livstidsdom til Amagermand
Forsvarsadvokaten for den nu livstidsdømte drabsmand Marcel Lychau Hansen kalder dommen "forventelig", selv om han gik efter en straf på 16 års fængsel.
"Det var en forventelig afgørelse. Marcel Lychau Hansen og jeg havde håbet, at der var blevet sat en tidsbestemt straf. Det er hårdt, uanset hvad man måtte være dømt for, at skulle afsone en straf uden nogen form for bagkant," siger forsvareren.
"Der skal være sammenhængen mellem straffen og det man har gjort. Her har jeg noteret mig, at en enig ret har fastsat straffen til livstid. Og det er ikke usædvanligt for forbrydelser af denne karakter," siger han.
Landsretten kan se anderledes på sagen
Retten fandt ikke, at der var en eneste formildende omstændighed for Marcel Lychau Hansen. Alligevel forsøgte forsvareren at få straffen reduceret til 16 år.
"De to drab, der jo udløser livstidsstraffen, de ligger langt tilbage i tiden. Det afviste retten med henblik på at der er begået så mange andre grove voldtægter efterfølgende. Det har jeg noteret mig," siger Jakob Lund Poulsen.
Marcel Lychau Hansen har nu 14 dage til at anke livstidsdommen. Og det kan meget vel være, at han gør det.
"Bevisbedømmelsen kan være en anden i landsretten, og det kan føre til en anden sanktionsfastsættelse. Derfor vil vi de næste 14 dage overveje nøje, om vi skal anke," siger Jakob Lund Poulsen.
Nævninge og juridiske dommere i Københavns Byret er enige om at idømme Marcel Lychau Hansen fængsel på livstid.
Her er ordlyden af nogle af præmisserne:
"Ved straffastsættelsen har retten lagt vægt på, at tiltalte er fundet skyldig i blandt andet to drab begået ved to forskellige lejligheder og uden indbyrdes forbindelse, et forsøg på ildspåsættelse under sådanne omstændigheder, at han indså, at andres liv derved blev udsat for overhængende fare, to voldtægter, heraf én under særligt skærpende omstændigheder, to forsøg på voldtægt, ét af særlig farlig karakter og ét under særligt skærpende omstændigheder og syv tilfælde af anden kønslig omgængelse end samleje, hvoraf ét forhold er begået under anvendelse af vold af særlig farlig karakter, fem forhold er begået under særligt skærpende omstændigheder og to af disse forhold er begået over for piger på 14 år.
Det forhold, at de to drab blev begået i henholdsvis 1987 og 1990 kan, henset til at tiltalte efterfølgende har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, ikke føre til et andet resultat."




