Fedtafgift for julemiddag: Kr. 26,27

Lørdag d. 24. dec. 2011 kl. 07:52 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Fedtafgiften på julemiddagen er på under 27 kroner

Sådan har vi gjort:

Vi har fundet opskrifter på de ting, som danskerne normalt spiser juleaften: And, flæskesteg, brunede kartofler, sovs, rødkål, ris a l'amande, kirsebærsovs, brunkager, vaniljekranse, klejner og konfekt.

På baggrund af ingrediensernes varedeklarationer har PwC udregnet fedtafgiften for hver enkel opskrift

26 kroner og 27 øre.

Det er beløbet, som danskerne skal betale i fedtafgift for en julemiddag for otte personer med alt lige fra and, brunede kartofler, risalamande, brunkager og konfekt.

Det viser beregninger, som virksomheden PwC har lavet for TV 2 på baggrund af opskrifter på juleand, flæskesteg, sovs, rødkål, ris a l'amande m.m. - i boksen til højre kan du se, hvor meget det helt konkret koster i fedtafgift f.eks. at lave sovsen til anden eller 400 stk. brunkager.

Fedtafgiften blev indført den 1. oktober 2011 med det formål, at få danskerne til at spise sundere, men den er blevet mødt med voldsom kritik fra især erhvervslivet.

Får os til at tale om sundhed
Forsker i forbrugeradfærd, Jesper Clement, har også kritiseret fedtafgiften, fordi den ifølge ham ikke vil have nogen effekt på danskernes adfærd. Alligevel kommer det bag på ham, at fedtafgiften for en julemiddag for otte personer ikke beløber sig til mere:

"Jeg er overrasket over, at det er så lidt, men det stemmer meget godt overens med mekanismerne i en økonomiskrue, som fedtafgiften er. Afgiften får os til at tale om sundhed," siger Jesper Clement fra Copenhagen Business School.

Afgift har ikke den store effekt
Han påpeger, at der efterhånden har været så meget fokus på fedtafgiften, at det har fået danskerne til at have en opfattelse af, at afgiften beløber sig til mere end den i virkeligheden gør.

Alligevel får det ikke danskerne til at ændre adfærd mod sundere vaner, siger han:

"En afgift har ikke den store effekt - især ikke på de produkter, som vi synes, vi er berettiget til som f.eks. fredagsslik eller rødvin og fløde i sovsen i weekenden. Man vænner sig til afgifter, ligesom vi nu har vænnet os til de høje benzinpriser, som jo i høj grad også består af afgifter. Vi tilpasser vores økonomi efter det, som vi mener, vi har behov for," siger Jesper Clement.

Regeringen vil hæve fedtafgiften
S-R-SF-regeringen har i regeringsgrundlaget skrevet, at fedtafgiften skal hæves, men det vil have den modsatte virkning, lyder det for eksperten:

"Hvis man skruer på samme skrue, så vil man ikke engang få den effekt, at danskerne taler om det mere, fordi man er blevet træt af det. Det er ligesom med X Factor. Første gang udsendelsen blev sendt var den på alles læber - men 10. gang udsendelsen bliver lavet, er der færre, der gider at tale om det. Det samme vil være tilfældet med fedtafgiften."

Han fremhæver desuden, at man for 10-15 år siden indførte en emballageafgift af hensyn til miljøet.

"Det havde den effekt, at mange talte om det, men i dag er der jo ingen, der tænker over, at der er afgift på f.eks. indkøbsposer - og det har ingen betydning for vores adfærd."

31 pct. er afgifter
Dansk Erhverv har også lavet et regnestykke på julemiddagen og har medtaget alle afgifter som f.eks. nøddeafgift, chokoladeafgift, kaffeafgift og ølafgift.

Beregnes alle afgifter med i regnestykket for en julemiddag udgør afgifter og moms ifølge Dansk Erhverv i alt 31 procent af den samlede pris - du kan se regnestykket ved at klikke på linket i boksen til højre.

Beregningerne viser at især nødder er pålagt høje afgifter i form af "nødder uden skal." Således udgør den samlede afgift, inklusiv moms, i alt 35, 40 og 47 procent for henholdsvis valnødder, hasselnødder og mandler, mens den samlede afgift for eksempel sodavand udgør 28 procent.

Print artikelSend til en ven Del på facebook