Indiske Jyoti Amge blev kåret som verdens mindste kvinde på sin 18-års fødselsdag
Den 18-årige indiske kvinde Jyoti Amge blev i dag på sin fødselsdag kåret som verdens mindste kvinde af Guinness World Records. Jyoti Amge er mindre end et gennemsnitligt toårigt barn og måler kun 62,8 cm i højden.
Med tårer i øjnene takkede Jyoti Amge de udsendte Guinness-folk fra London for æren og fortalte, at hun var taknemmelig for at være så lille, da det havde åbnet døre for hende og gjort det muligt at komme både til Japan og Europa.
Jyoti Amge håber på, at hendes højde vil kunne gøre hende til stjerne i de berømte indiske Bollywoodfilm, hun vil dog også gerne studere på universitetet
Den lille inder er dog ikke helt uvant med virakken omkring Guinness. Indtil fødselsdagen i dag, havde hun nemlig rekorden som verdens mindste teenager. Da Jyoti trådte ind i de voksnes rækker, slog hun den tidligere rekordindehaver, den 22-årige amerikaner Bridgette Jordan, med hele syv cm.
Den mindste kvinde, der kendes til nogensinde, var hollandske Pauline Musters, der døde kun 19 år gammel i 1895. Hun målte kun 61 cm fra fodballe til hårtop.




