Tankbil bryder i brand ved Melbourne i Australien
En tankvogn, der var ved at forsyne en servicestation med benzin, eksploderede i søndags i den australske storby Melbourne. Et overvågningskamera fangede hele episoden, der gik lynhurtigt, oplyser australske Channel 9.
Billeder inde fra servicestationen viser folk flygte i panik under den voldsomme brand, og ifølge lokale medier blev 500 personer evakueret fra området.
Chaufføren var den eneste der kom til skade med forbrændinger på arme og ben.
Den brændende benzin smeltede asfalten ved indkørslen til et nærliggende hotel og satte to biler i brand.
Det er uklart, hvad der antændte branden.




