Psykisk syge bør ikke parkeres på førtidspension

Søndag d. 11. dec. 2011 kl. 19:04 af Jesper Caruso og Rikke Faurfelt, TV 2 Nyhederne for TV 2 Nyhederne

Antallet af førtidspensionister med psykisk lidelser bliver større og større

Antallet af førtidspensionister med psykisk lidelser bliver større og større.

I 1998 fik 23 procent tilkendt førtidspension på grund af angst, depressioner eller en anden psykisk lidelse. I 2010 er andelen af nye førtidspensionister med psykiske lidelser steget til 51 procent.

Udviklingen bekymrer samfundsøkonomer.

"Vi ved, at i de næste 10-15 år kommer danske virksomheder til at mangle tusindvis af medarbejdere, og der er det et problem, hvis man har placeret for mange på førtidspension," siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Økonom ved Anvendt Kommunal Forskning, Henrik Lindegaard Andersen peger på, at førtidspension ofte betyder et permanent farvel til arbejdsmarkedet.

"Jeg mener, at det kan være bekymrende, fordi psykiatriske diagnoser godt kan være forbigående, og man derfor risikerer at tabe folk på arbejdsmarkedet, som ellers kunne have bidraget".

Især angst er en af de diagnoser, der har udløst flere førtidspensioner i de seneste år.

Men angst er ikke en kronisk lidelse, og derfor undrer det overlæge Lene Eplov fra Psykiatrisk Center i København, at så mange med psykiske lidelser får tilkendt førtidspension.

"Der er mange, der bliver raske, og der er mange, der også kan arbejde, selv om de af og til får et tilbagefald i deres sygdom".

Så de er forkert placeret på en førtidspension?

"Ja, mange af dem er - jeg vil ikke sige alle. Der er bestemt nogle, der skal have, men den stigning er uforståelig".

Lene Eplov peger på, at man burde sætte ind med en bedre behandling af de psykisk syge frem for, at parkere dem på førtidspensionen.

"Der er simpelthen grundlæggende det galt, at menneskeligt set ønsker de ikke at komme på de her ydelser, og samfundsmæssigt har vi ikke råd til at sætte folk på de ydelser, når nu vi kunne gøre noget bedre - give dem den behandling, der skal til, og give dem de beskæftigelsesrettede indsatser, der skal til."

Knap 250.000 danskere modtager i dag den livslange pensionsydelse, og i de sidste tre år, er der kommet flere førtidspensionister til for hvert år.

Print artikelSend til en ven Del på facebook