Troels Lund hyrer stjerneadvokat

Fredag d. 9. dec. 2011 kl. 10:56 af ritzau / dabu for TV 2 Nyhederne

Troels Lund Poulsen om skattesagen

Det bliver den kendte advokat Karoly Németh, der skal være bisidder for tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, når han skal afhøres af Undersøgelseskommissionen i skattesagen.

Det oplyser han i en pressemeddelelse til Ritzau.

"Jeg er glad for, at advokat Karoly Németh har påtaget sig hvervet som bisidder, og jeg ser nu frem til, at Undersøgelseskommissionen påbegynder sit arbejde," siger han.

"Advokat Karoly Németh har betydelig erfaring i relation til Undersøgelseskommissioner, såvel som udspørger og som bisidder og regnes blandt de førende procesadvokater i Danmark," siger Troels Lund Poulsen.

Tidligere på ugen kunne Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor Peter Arnfeldt fortælle, at han har hyret stjerneadvokat Henrik Stagetorn.

Karoly Németh har blandt andet forsvaret islamkritikeren Lars Hedegaard og Dansk Folkepartis Jesper Langballe i deres respektive racismesager.

Print artikelSend til en ven Del på facebook