Ingen tjekker patienters medicin

Onsdag d. 7. dec. 2011 kl. 08:10 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Dorte Glintborg er farmaceut ved Institut for Farmakoterapi.

Fakta om polyfarmaci - når patienter får mere end seks lægemidler om dagen:

  • Når man får mere end seks lægemidler, er man polyformacipatient

  • Mange polyfarmacipatienter får meget mere end seks lægemidler

  • 740.000 danskere får mindst seks lægemidler

  • Hvis ét lægemiddel kan fjernes fra hver polyfarmacipatient, kan man spare 1,2 milliarder kroner om året

  • Medicin til polyfarmacipatienter udgør mere end 50 procent af de samlede medicinudgifter i Danmark

  • De fleste patienter, der får mere end seks lægemidler, er kronikere

  • Region Sjælland bruger 1,7 milliarder kroner årligt på medicin

  • 2.473 patienter i Region Sjælland behandles lige nu med mere end 15 lægemidler

  • Patientforsikringen modtager årligt 350 klager vedrørende lægemiddelskader

  • 16,6 procent af de ældres indlæggelse på sygehuse skyldes bivirkninger fra medicin

Kilde: Region Sjælland

Mange tror måske, at den praktiserende læge holder øje med, hvor mange piller deres patienter tager, hvordan de mange piller virker sammen med andre piller - eller om nogle af pillerne kan udelades. Men det er langt fra tilfældet.

Derfor skal praktiserende læger, sygehuslæger og speciallæger blive bedre til at kigge på patienters samlede medicinering i stedet for bare at ordinere ny medicin, hver gang en ny lidelse opstår. Sådan lyder det fra den lægelige vicedirektør i Region Sjælland, Teis Andersen.

"Det er jo et spørgsmål om, at mange patienter følges af flere forskellige læger med hver deres ekspertise. De enkelte beslutninger om medicinering kan jo være rigtige nok, men alt for sjældent ses der på patienternes medicinering som helhed," siger han.

740.000 tager mere end seks piller om dagen
I Danmark tager 740.000 patienter - såkaldte polyfarmacipatienter - mindst seks lægemidler om dagen, og mange er helt oppe på 20 piller om dagen mod forskellige lidelser.

Men det er ofte helt unødvendigt og ikke altid hensigtsmæssigt, at én patient tager så mange piller.

Det skyldes, at noget medicin slet ikke må tages i kombination med andet medicin - og heller ikke altid virker efter hensigten i kombination med andet medicin. På samme måde kan nogle piller helt udelades, fordi virkningen er dækket ind gennem en kombination af de øvrige lægemidler.

"Samtidig har det jo også betydning for patienterne, der med så mange piller hver dag føler sig mere syge, end de måske i virkeligheden er. Mange patienterne siger, at pillerne er et helt måltid i sig selv," siger Teis Andersen.

Projekt: Flere tager nu færre piller
I Region Sjælland er der lige nu flere forsøg i gang, hvor man gennemgår patienternes samlede medicinering.

Resultatet er, at flere patienter nu skal tage færre piller om dagen.

"Helt konkret går man hver enkelt præparat igennem og tager stilling til, om patienten skal fortsætte med det. Man opvejer medicinens effekt kontra bivirkninger, om dosis skal justeres og så kigger man på, om nogle præparater ikke fungerer godt sammen eller helt kan undværes," siger Dorte Glintborg, der er farmaceut i Institut for Ratinel Farmakoterapi.

Én pille = besparelse på 1,2 mia. kr.
Ifølge tal fra Region Sjælland udgør medicin til polyfarmacipatienter mere end 50 procent af de samlede medicinudgifter i Danmark.

Hvis der kan fjernes ét lægemiddel fra hver person, kan der spares 1,2 milliarder kroner om året.

Det skyldes blandt andet, at især mange ældre mennesker bliver indlagt på grund af bivirkninger af deres medicin:

"Vi ved fra undersøgelser, at hvis vi kan luge ud i antallet af piller, så kan vi også forhindre, at patienter bliver indlagt," siger Dorte Glintborg og fortsætter:

"Man kan undgå at patienten bliver indlagt f.eks. på grund af fald, som typisk skyldes bivirkninger som sløvende virkning eller svimmelhed ved nogle mediciner. Mange ældre bliver også konfuse og forvirrede af nogle typer medicin, ligesom man også kan få for meget medicin."

Mange piller et stigende problem
Patienter, der tager flere end seks lægemidler om dagen, er et stigende problem - og vil være det i fremtiden:

"Flere mennesker opnår en ganske høj alder, og flere kan blive behandlet for deres kroniske sygdomme - og kroniske sygdomme rammer især ældre mennesker. Samtidig er der nye behandlingsmønstre for flere lægemidler - det betyder, at deres virkning begynder at lægge sig oven i hinanden," siger Teis Andersen.

Region Sjælland holder i dag konference, hvor alle parterne i patienternes behandling er inviteret, så man kan finde nogle løsninger på, hvordan man kommer problematikken til livs.

Print artikelSend til en ven Del på facebook