Villy Søvndal besøger Afghanistan
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har været på deres første fælles rejse i Afghanistan. De to ministre mødtes med de danske styrker og havde møder med præsident Karzai og general Allen, Nato's øverstkommanderende i Afghanistan. Regeringen fastholder, at danske kampenheder skal være ude af Afghanistan inden 2015.
"Jeg har fået bekræftet, at der efter ti års krig er brug for meget mere realisme i Afghanistan. Der er opnået gode resultater under meget vanskelige vilkår," siger Villy Søvndal.
"Vi har en pligt til - også efter 2014 - at sikre det her lands indbyggere, det her lands børn, det her lands kvinder en fremtid, og der synes jeg, at vi fra dansk, europæisk og international side skal gøre opgaven færdig her i Afghanistan," siger Villy Søvndal til TV 2.
I sidste ende er det kun afghanerne selv, som kan skabe langsigtet fred i landet. Derfor er det afgørende, at afghanerne overtager ansvaret for egen sikkerhed, mener han.
Mødtes med præsident Karzai i Kabul
I Kabul mødtes delegationen med præsident Karzai, ledende ministre samt general Allen, Nato's øverstkommanderende i Afghanistan.
"Det er dog klart, at Afghanistan også efter 2014 har brug for støtte til politi og militær for at klare udfordringerne. Det har jeg også fået bekræftet gennem mine samtaler med vores afghanske partnere og Isaf," siger udenrigsministeren.
Afghanerne frygter, at udlandet vender dem ryggen efter 2014. Derfor er det utroligt vigtigt, at afghanerne får sikkerhed for, at det internationale samfund står klar med udviklingsbistand og støtte til sikkerhedsstyrkerne også efter 2014, mener udviklingsminister Christian Friis Bach.
Danmark står selv klar med betydelig bistand til områder som uddannelse og god regeringsførelse - også efter 2014.
"Samtidig er det helt afgørende, at den afghanske regering nu optrapper indsatsen for bedre og mere transparent regeringsførelse og for bekæmpelse af korruption," siger udviklingsminister Christian Friis Bach i en fælles pressemeddelelse.




