Det politiske parti Liberalisterne klager nu til Folketingets ombudsmand. Partiet er utilfreds med, at det efter 11 måneders sagsbehandling endnu ikke har fået registreret sit partinavn.
"Vores problem er, at før navnet er godkendt, kan vi ikke begynde at samle underskrifter ind, så vi kan blive opstillet. Vi risikerer ikke at blive klar til næste valg, og så har vi en situation, hvor ministerierne har udelukket os fra at deltage i demokratiet," raser Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen.
Han siger "ministerierne" i flertal, fordi sagen først lå nogle måneder i Indenrigsministeriet, før minister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærede sig inhabil, da hans eget parti "Venstre, Danmarks Liberale Parti" gjorde indsigelse mod registreringen af "Liberalisterne."
Derfor blev sagen 3. marts flyttet til Justitsministeriet, hvor der så ikke er sket noget siden.
"Det er ikke i sig selv nogen større intellektuel udfordring at tage stilling til et simpelt navn som "Liberalisterne." Det burde ikke være et stort problem for de dygtige embedsmænd i ministeriet. Derfor er det en nærliggende tanke, at den lange sagsbehandling er politisk motiveret," raser Torben Mark Pedersen, der tror, at Folketingets Ombudsmand kan fremtvinge en hurtigere afgørelse.
På grund af ferie kan Justitsministeriet ikke umiddelbart oplyse, hvornår der forventes en afgørelse i sagen.




