Mary blev overrasket af gammel ven

Tirsdag d. 22. nov. 2011 kl. 11:25 af Anne Schøning Christensen, ansc@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Portræt af Mary

En noget uventet overraskelse dukkede op, da kronprinsesse Mary i dag besøg­te National Portrait Gallery i Canber­ra. Mary skulle se et stort portræt af sig selv, da hun blev overrasket af en veninde, som hun studerede jura og handel sammen med i fem år i Tasmanien, skriver The Canberra Times.

Emily Harris, som veninden hedder, ventede på prinsessen, da kronprinsparret gik over broen fra National Gallery til National Portrait Gallery. Og ifølge The Canberra Times blev Mary så glad og overrasket, at hun stoppede op midt i regnvejret.

Talte om børn og fælles venner
Emily Harris fortæller til The Canberra Times, at hun og kronprinsessen talte om deres børn.

"Jeg lykønskede hende med tvillingerne," siger Emily Harris.

De to veninder talte også om fælles venner, før de sagde farvel, og Mary kunne få det enorme portræt af sig selv at se.

Kunstneren Jiawei Shen, som har skabt portrættet, fortalte under dagens besøg, at han havde tilbragt blot tre timer med prinsessen tilbage i 2005, før han gik i gang med maleriet.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ankom tirsdag med fly til Australiens regeringsby Canberra på parrets ugelange officielle besøg i kronprinsessens hjemland.

Print artikelSend til en ven Del på facebook