"Det er mit liv, det handler om"

Mandag d. 14. nov. 2011 kl. 20:00 af Sofie Sparre, sosp@tv2.dk / Pernille Verner Madsen, pema@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Station 2 Efterlyst: Michael Thomsen mener ikke selv, at han sad bag rattet, da hans kammerat mistede livet ved en trafikulykke

Natten til den 28. december sidste år resulterede en våd aften i byen i et dødsfald, da fem venner, som alle var fulde, satte sig ind i en bil og kørte galt.

Morten Gruby omkom, da bilen kørte i grøften og kolliderede med en træstub.

I retten blev 36-årige Michael Thomsen dømt som fører af bilen. Han fik en dom på to års fængsel, som han nu afsoner i Jyderup Statsfængsel. Men Michael Thomsen er overbevist om sin egen uskyld.

"Det var en anden, der kørte bilen, og dommen er forkert," siger han.

TV 2s kriminalmagasin fulgte Michael Thomsen i en måned, mens han var på jagt efter sandheden.

"Jeg vil have sandheden frem og bevise, at det ikke er mig, der har kørt den bil. Så folk kan se, at det er ikke Michael, der har kørt den. Det var en anden. Det er hele mit liv, der hænger i det her, fordi min frihed er blevet taget fra mig på grund af det her."

Kørte fra værtshus til værtshus
Den 27. december 2010 mødtes Michael Thomsen på værtshuset Lillebælt med en gruppe venner. Turen gik videre til forskellige andre værtshuse - og på et tidspunkt satte fem af vennerne sig ind i en bil, Michael Thomsen havde lånt.

De fem venner kørte fra Kalundborg mod Rørby og videre til Klovby. Det var sne- og isglat den dag og i vejkurven her gik det galt. Føreren mistede herredømmet over bilen, og den røg ind i en hæk. Men i hækken stod en træstub. Træstubben ramte passageren på højre bagsæde - nemlig Morten Gruby.

Michael Thomsen forsøgte at give sin kammerat førstehjælp, men der var ikke noget at gøre.

"Jeg har fået at vide, at jeg bare sad og skreg med ham i skødet. Og det kan jeg heller ikke huske. Men det er klart, jeg er nok gået i panik."

Kørte bilen væk fra ulykkessted
Blodprøver efter ulykken viste, at alle fem i bilen havde meget høje promiller i blodet. Michael Thomsen havde den laveste på 1,30. De andre lå mellem knap 1,8 og knap 2,6.

Lige efter ulykken kørte Michael Thomsen bilen væk fra ulykkesstedet. Ifølge ham selv for at redde den der kørte bilen.

"Jeg har jo nok været i dyb chok og så ville jeg nok redde alle. For hvis bilen var væk, så var der ingen bil, og de kunne ikke pege på, hvem der havde kørt," siger han til Station 2.

Først frikendt - siden dømt
I højre side af forruden er et hul, hvor også Michael Thomsens blod blev fundet. I første omgang bedømte en bilinspektør, at det var personen på passagersædet, der havde lavet hullet i forruden. En konklusion, som Michael Thomsen er enig i.

Men efterfølgende blev et privat firma sat på sagen. Via et computerprogram, der kunne rekonstruere ulykken, kom firmaet frem til, at det måtte være føreren af bilen, der havde lavet hullet. Og at Michael Thomsen derfor måtte have kørt bilen. I retten blev der lagt afgørende vægt på rapporten her fra firmaet Dancrash. Og Michael Thomsen blev dømt, som fører af bilen.

Firma holder fast i konklusioner
Station 2 satte et møde op mellem Michael Thomsen, og Per Bo Hansen, som har udarbejdet rapporten.

Per Bo Hansen forklarer ved mødet, at computerprogrammet, der har fundet ud at Michael Thomsen var fører af bilen, baserer sig på fysik.

Ved at putte de forskellige oplysninger om bilen og ulykken ind i programmet udregner det, hvad der sker under kollissionen.

"Det er fysiske lovmæssigheder og matematik. Så hvis du kommer 100% valide oplysninger ind, så får du et 100% validt resultat," siger Per Bo Hansen.

På trods af Michael Thomsens mange spørgsmål til rapportens rigtighed, så er Per Bo Hansen ikke et øjeblik i tvivl om, at hans rapport er rigtig. At det var Michael Thomsen, som sad bag rattet, da bilen kørte galt.

"Det er ikke mig, han skal bruge til at få en ankesag på plads," konstaterer Per Bo Hansen efter mødet.

Michael Thomsen giver dog ikke op så let. Han har nu kontaktet en advokat, som vil se på, om det er muligt at få genoptaget hans sag igen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook