Syvårig og andre børn sigtet for brande

Mandag d. 14. nov. 2011 kl. 14:14 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 15/11 2011; 00:04)

Celina Christensen er mor til den 7-årige dreng, der sammen med seks andre børn fra Esbjerg er sigtet for brandstiftelse

Ti børn og teenagere er nu sigtet for påsatte brande i Esbjerg.

Den yngste af børnene er kun syv år. De andre børn er 11, 12, 13, 15, 16 og 17 år gamle.

"Jeg har aldrig før været udsat for, at de har været så små," siger lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, Lorenz Matzen, om sigtelsen af den syvårige formodede brandstifter.

Flere blev evakueret
Syd- og Sønderjyllands Politi har siden sidst i oktober efterforsket ti brande i den bydel i Esbjerg, der kaldes Østerbyen.

Brandene har været påsat i kælderrum, trappeopgange og skure.

I forbindelse med brandene har beboere været evakueret og adskillige har været indlagt til observation for røgforgiftning.

Brandene har været påsat i tidsrummet mellem maj måned 2011 og indtil den 9. november 2011.

Handler om drengestreger
Og efterforskningen peger altså på, at brandene formentligt er påsat af børn og unge i alderen fra syv til 17 år.

De ti børn og unge er sigtet for fem af brandene - nogle er sigtet for enkelte brande og nogle for flere.

"Det handler om drengestreger," siger Lorenz Matzen om det formodede motiv.

"Det kan de ikke engang selv forklare. De aner ikke, hvad de går og laver. Det er en form for spænding."

Esbjerg kommune er underrettet og foretager de nødvendige sociale foranstaltninger i forhold til de børn, der er under den kriminelle lavalder.

De unge mellem 15 og 17 år vil senere blive tiltalt og skal altså i retten.

Print artikelSend til en ven Del på facebook