Røveri i Nordea i Søborg mandag den 31. oktober
"Hurtigt, hurtigt, hurtigt - tusindekronesedler."
Det var en bankrøvers første ord, da han truede de ansatte i Nordea i Søborg mandag den 31. oktober. Klokken var 11.48 da han kom ind i banken og der var fyldt med kunder. Ikke desto mindre gik han meget beslutsomt frem til den ene kasse og truede kasseren til at lægge alle pengene ned i en medbragt plasticpose. Derefter fortsatte han til den næste kasse, hvor han sagde "flyt dig" til en kunde og fik flere sedler ned i posen.
Kort efter små-løb han ud af banken med et udbytte på mere end 100.000 kroner.
Opdagede ikke at der var røveri
Røveren gjorde ikke meget væsen af sig i banken. Det betød, at flere kunder, slet ikke opdagede at røveriet var i gang.
Netop det, at røveren kom ind, mens der var så mange kunder, kan vidne om, at bankrøveren ikke har stor erfaring som røver. Det fortæller Pia Dahrup-Andersson fra Københavns vestegns Politi.
"Han virker som en ganske almindelig mand, der har desperat brug for penge. Da han forlader banken, siger han også "det er jeg ked af". Et udsagn, der kan underbygge vores teori om, at denne røver kan være blevet presset til at begå forbrydelsen'.
Uden for banken stod flere kunder og ventede på at komme til at hæve penge i døgnautomaten - heriblandt 19-årige Michelle. Hun husker stadig mandag d. 31. oktober, som var det i går. Det blev nemlig en dag, hun sent vil glemme.
"Da røveren løb ud af banken, kom han til at ramme mig. Han strejfede mig på armen og det var virkelig ubehageligt og meget, meget grænseoverskridende. Jeg har aldrig før været involveret i sådan noget her, og jeg tager dyb afstand fra folk, der gør sådan noget. Jeg håber aldrig mere, jeg skal opleve sådan noget. Synes det er så synd for de ansatte i banken," siger Michelle.
Fejlen der kan fælde røveren
Politiet har kigget overvågningsbillederne meget nøje igennem, og her har de fundet billeder af røveren - både før og efter røveriet. Og hvad der er endnu mere afslørende er, at han er umaskeret på billederne.
"De billeder vi har af ham inden røveriet, er ikke af den bedste kvalitet, idet de er filmet indefra banken. Men da han går ud, tager han røverhuen af så tidligt, at man igen kan se hans ansigt. De billeder er meget centrale for efterforskningen og forhåbentlig kan de være med til, at vi får et bud på hans identitet," siger Pia Dahrup-Andersson.
Røveren beskrives som:
Dansk (opvokset i Danmark, sir politiet)
Taler med Københavns accent
30-40 år
Almindelig af bygning
Mørkt hår med høje tindinger
Og så havde han en sort løbejakke på med grønne firkanter på siderne samt hvide kondisko.
Har man oplysninger om røveren, kan Københavns Vestegns politi kontaktes på 43861448




