Jannik Hedegaard Jensen røvede en nærbutik i Viborg. Det var butikkens overvågningsvideo, der førte politiet på sporet af ham
"Det var nemt, og det var hurtigt. Og så ligger den kun 300 meter væk, så jeg kunne komme hurtigt hjem," siger den 22-årige Jannik Hedegaard Jensen til TV 2s kriminalmagasin Station 2.
Jannik Hedegaard Jensen er netop blevet løsladt efter at have afsonet seks ud af de ni måneder, som han blev idømt for et røveri i Falkevejens Nærbutik i Viborg den 9. marts 2010. Her truede han den kvindelige ekspedient med en stor brødkniv til at udlevere 19.200 kroner fra kassen. Pengene skulle bruges som en hjælp til to kammerater, som skyldte et par tusinde kroner for elregningen.
Antallet af røverier mod butikker:
2007: 508
2008: 689
2009: 949
2010: 825
Kiosker og nærbutikker lette ofre
Og både Jannik og gerningsstedet passer perfekt til den gængse røveri-profil.
I 2010 blev 933 personer dømt for røveri. 3/4 af de dømte var mellem 14 - 24 år. Resten var 25 eller der over.
Og at det skulle gå ud over en nærbutik, var nok heller ikke en tilfældighed, mener politiet. I takt med at banker og tankstationer har sikret sig bedre, er det nemlig de små kiosker og nærbutikker, som står for skud.
"Gerningsmanden vurderer, hvor han nemmest kan få fat i nogle hurtige penge. Hvor risikoen er mindst," lyder det fra politiet.
"Det kan ikke være rigtigt, at det sker igen"
De mange røverier tærer på de, der bliver udsat for dem. I Falkevejens Nærbutik, hvor Jannik Hedegaard Jensen slog til, har man inden for en kort periode været udsat for hele syv røverier.
"Man er rystet. Man dirrer i hele kroppen i flere timer. Man tænker, at det bare ikke er rigtigt, at det sker igen," siger ejeren af nærbutikken.
"Pengeløse systemer er dyre. Et godt et koster omkring 450.000 kroner, og det er rigtig mange penge. Men heldigvis har vi videoovervågning i butikken, så langt de fleste bliver fanget."
Fanget af videoovervågning
Og det var da også videoovervågningen, der førte til, at Jannik Hedegaard Jensen blev anholdt. Efter at overvågningsvideoen blev vist på TV 2 Midt-Vest, blev han genkendt af flere. Og en uge efter røveriet kunne politiet anholde ham og sende ham i fængsel.
I dag fortryder den 22-årige Jannik røveriet.
"Det var simpelthen for dumt, det jeg gjorde. Det var ikke det værd," siger han til Station 2.
Jannik Hedegaard Jensen er i dag ved at uddanne sig til tømrer.




