"Er man født med ADHD, dør man med ADHD"

Fredag d. 11. nov. 2011 kl. 08:26 af Jeppe Lykke Hansen, jely@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

henriette bjerregaard pedersen

Antallet af voksne på ADHD-medicin beregnet til børn er på ti år steget fra godt 800 til 15.000, og det bekymrer formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern. 42-årige Henriette Bjerregaard Pedersen fra Durup nord for Skive er en af de voksne, der får medicinen, og hun giver imidlertid ikke meget for hans bekymring. Hun ville ikke kunne klare sig uden medicinen, og det mener hun heller ikke, at der er mange af de andre, der ville kunne.

Ifølge Henriette Bjerregaard Pedersen viser forskning fra en af verdens førende eksperter på området, professor Russel Barkley fra University of New York Upstate, at man ikke vokser fra ADHD og derfor også har brug for medicinen som voksen fuldstændig som børnene.

ADHD-medicin til børn gives til voksne
"Hvis man er født med ADHD, så dør man også med det," siger hun til nyhederne.tv2.dk. Selv får hun medicinen strattera, der ikke er helt så barsk som ritalin, der er kendt for at give folk uden ADHD en amfetaminlignende effekt, men problemstillingen er den samme. ADHD-medicinen er beregnet til børn og unge, men læger kan udskrive den til voksne "off label", som det hedder.

ADHD har gjort, at Henriette Bjerregaard Pedersen i dag er førtidspensionist, men medicinen gør det muligt for hende at komme igennem hverdagen.

Svært for andre mennesker at forstå sygdommen
"Medicinen hjælper meget, men det er jo ikke sådan at jeg er symptomfri. Min mand siger altid, at der er meget stor forskel på mennesket med medicinen og mennesket uden," fortæller Henriette Bjerregaard Pedersen. Hun oplever, at andre mennesker har svært ved at forstå, at hun har en lidelse, når det ikke umiddelbart kan ses.

"Men jeg kan jo ikke tage min hjerne ud og putte den i gips, så de kan se den," lyder det fra hende.

Efter Henriette Bjerregaard har fået sin diagnose, er hun begyndt med at holde foredrag om ADHD, og hun er ved at blive filmet til en dokumentarfilm om ADHD hos voksne.

Print artikelSend til en ven Del på facebook