Død mand ved Møns Klint er ukendt

Onsdag d. 9. nov. 2011 kl. 12:19 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 9/11 2011; 12:57)

Møns Klint

Politiet forsøger stadig at identificere manden, som i går blev fundet omkommet efter et fald fra Møns Klint.

Manden havde ingen kort eller identifikationspapirer på sig, men politiet håbede, at et spor i mandens jakke kunne opklare, hvem han er.

"Der var en navnelap i jakken - lige som man ser det i mange børns tøj. Men det viste sig desværre at være et blindspor - det viste sig, at jakken var blevet indleveret til en genbrugsbutik i Dianalund for to år siden," fortæller sektionsleder ved lokalpolitiet i Vordingborg, Morten Håkonsson, til tv2.dk.

"Det eneste, vi ved, er, at den er blevet solgt fra en genbrugsbutik i Danmark, så manden er formentlig en herboende person."

Håber at få hjælp af fingeraftryk
Politiet håber, at den omkomne kan identificeres ved hjælp af fingeraftryk og blodprøver.

"Hvis han er kendt i systemet, så er det den nemmeste måde at finde frem til hans identitet," siger Morten Håkonsson.

I dag skal der være et ligsyn, hvor dødsårsagen skal fastslås - politiet mener ikke, at dødsfaldet er sket i forbindelse med en forbrydelse.

"Men hvis ligsynet viser, at manden var død, inden han faldt, så er det selvfølgelig noget helt andet."

Har forceret hegnet
Politiet oplyser, at der ikke er fundet brist i sikkerheden - som brud på hegnet eller lignende - dèr hvor manden faldt ned.

Så man mener, at manden har forceret hegnet.

Der er tale om en 45-50-årig mand, som har et nordeuropæisk udseende. Han er 175-185 centimeter høj, almindelig af bygning og har kortklippet mørkblondt hår.

Politiet hører gerne fra personer, som mener at kende manden.

Print artikelSend til en ven Del på facebook