Ekspert: Amagermanden var i lejligheden

Fredag d. 4. nov. 2011 kl. 14:11 af Peter Thorup, ptho@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Edith Louise Andrup

Den 46-årige MLH, bedre kendt som Amagermanden, har været i Edith Louise Andrups lejlighed. Det slog en kriminalassistent fast i retten i dag med hjælp fra en amerikansk ekspert. Kvinden blev dræbt den 16. februar 1987. Amagermanden er dog tiltalt for en række andre forbrydelser.

Ekspert har sammenlignet det skoaftryk, der blev fundet i den dræbte kvindes lejlighed på en chokoladeæske med Amagermandens Adidas-gummisko fra 1987.

"Vi har fundet to detaljer fra aftrykket, der stemmer overens med aftryk fra den tiltaltes sko fra 1987. Der er noget tekst skrevet på chokoladeæsken - oven i det kan man se skoaftrykket. Det er en beskadiget sko. Konklusionen er, at det er et stærkt indicium på, at det er den tiltaltes sko, der har sat aftrykket," sagde Per Krat i retten i dag.

Chancen for at en anden sko har sat netop det aftryk svarer til 1 ud af 127 millioner.

Djævlen ligger i detaljen
At Amagermanden har været i lejligheden er dog ikke fældende i sig selv. Han var nemlig med til at flytte en skænk for fru Andrup i januar, ligesom de tre mænd hjalp hende med sit tv-stik.

Anklagerens pointe er dog, at aftrykket er sat på en chokoladeæske, der lå på gulvet. Fru Andrup er netop blevet beskrevet som et menneske, der holdt orden i sin lejlighed. Derfor ville hun næppe have ladet chokoladeæsken ligge siden den 7. februar, hvor de tre mænd flyttede for hende. Derfor må Amagermanden have været i lejligheden siden.

Forsvarsadvokaten synes dog ikke, at de to skoaftryk ligner hinanden.

Print artikelSend til en ven Del på facebook