Forsker: Sukker og fedt er som narkotika

Tirsdag d. 1. nov. 2011 kl. 10:50 af Sofie Sparre, sosp@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Kage

Blandingen af sukker og fedt, som i for eksempel kager, kan føre til en stærk afhængighed, mener en amerikansk forsker.

"Vi skulle undersøge narkoafhængighed og brugte mus for at teste vores hypoteser. Kontrolgruppen bestod af mus, som fik mad - vi tænkte, at det ville give et neuralt svar," forklarer professor Sara Ward ved Temple University i Philadelphia.

Men sådan gik det ikke. Forskerne opdagede, at sød og fed mad også skabte en stærk afhængighed, skriver Aftenposten.

"Musene var næsten lige så interesserede i sød og fed mad, som de var af kokain," siger Sara Ward.

Arbejder hårdt for at få adgang til fedt og sukker
Musene skulle trykke på en låge med snuden for at få tilgang til mad og drikke. Normalt vil sultne mus trykke ti gange, inden de giver op. Men forsøget viste, at hvis der var sukkervand bag lågen, så trykkede musene 44 gange.

Det samme gjorde sig gældende for fedt. Når musene havde lært, at lågen gav adgang til fedt, trykkede de på lågen 50 gange, inden de gav op.

Den største overraskelse kom dog, da forskerne blandede sukker og fedt, som i en chokoladekage. Da arbejdede musene i en hel time og trykkede på lågen mellem 70 og 100 gange for at få adgang.

Trangen, de havde for at skaffe sig fedt og sukker, var på niveau med trangen til alkohol, kokain og heroin, konkluderer Ward.

Print artikelSend til en ven Del på facebook