Køer og grise beskytter mod astma

Onsdag d. 19. okt. 2011 kl. 06:00 af Sara Zankel, saza@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Børn, der vokser op på en bondegård, har halveret risiko for at udvikle astma og allergi.

Børn, der vokser op på en gård med svin eller køer, har halveret risiko for at udvikle astma og allergi.

Det viser ny dansk forskning fra Aarhus Universitet, som netop er blevet publiceret i det internationale tidsskrift "Journal of Allergy and Clinical Immunology."

"Børn i byen bliver ikke udsat for så mange mikroorganismer fra køer, grise og andre dyr, og dermed udvikler deres immunsystem sig ikke helt så effektivt," forklarer professor i arbejdsmedicin Torben Sigsgaard.

Beskytter kun børn- ikke voksne
Det er kun børns immunforsvar, der har godt af at være på bondegården omgivet af dyr.

Voksne landmænd, som har tilbragt barndommen i byen eller i et parcelhuskvarter, har tværtimod forøget risiko for at udvikle astma.

Landmænd er nemlig er blandt de faggrupper, som har stor risiko for at udvikle astma og allergi. Andre faggrupper er blandt andet frisører, bagere og folk, der arbejder med dyr.

Hjælper alle astmapatienter
Derfor har Torben Sigsgaard og de andre forskere bag undersøgelsen fulgt 2.000 landbrugselever igennem 15 år for at nå frem til resultaterne.

Men forskningen kan komme alle astmapatienter til gode.

"Perspektivet i undersøgelsen er, at hvis vi kan finde den mekanisme, der er på spil, og derefter påvirke den, så kan det måske være til gavn for rigtigt mange mennesker i hele samfundet," siger professor Thomas Sigsgaard.

"Barndom på bondegård beskytter mine børn"
Landmand René Rasmussen opdrager sine fire børn på sin gård lidt uden for Aarhus.

Han er glad for undersøgelsens resultater:

"Astma og allergi er jo en folkesygdom, så jeg er da rigtig glad for at høre, at deres barndom her blandt køerne, hjælper med at beskytte dem fremover," siger han.

Print artikelSend til en ven Del på facebook