Den såkaldte Amagermand, der er tiltalt for flere drab og adskillige voldtægter, har været beskyttet af navneforbud siden han blev anholdt den 12. november 2010. Efter lidt tovtrækkeri er det lykkedes Ekstra Bladet at få ophævet navneforbuddet i byretten. Derfor gør avisen i dag et stort nummer ud af at beskrive den 46-årige mand, der endnu ikke er dømt.
På TV 2 følger vi vores eget etiske kodeks, der dikterer, at en person skal være dømt, før vi skriver navnet og viser billedet af vedkommende. Derfor vil Amagermanden fortsat være maskeret indtil dommen fældes.
Sagen mod Amagermanden begynder den 2. november i år, og der er sat 13 dage af og der skal blandt andet afhøres over 40 vidner. Kriminalsagen, der allerede nu står som en de mere spektakulære i Danmarkshistorien, vil blive behandlet sag for sag. De mange sager er bundet sammen af dna-beviser fra mandens sæd.
Straffesagen indledes med at behandle drabet på Brøndkærvej i Valby i 1987 og vil videre komme ind på voldtægt på Amagerkollegiet, voldtægt og drab i Fasanskoven, voldtægt og røveri mod fire piger på Ingolfs Allé på Amager, voldtægt i Vangede og endeligt voldtægt i Kongelunden på Amager.
Det var dna-spor fra den sidste voldtægt, der bandt Amagermanden sammen med de tidligere forbrydelser. Amagermanden tabte sit kondom, og det blev fejlen, der endegyldigt skulle fælde ham. Politiet fandt frem til manden, da det bad ham om at aflevere en dna-prøve. Der vidste han godt hvad klokken var slået, for han opsagde sin tjans som fodboldtræner dagen før anholdelsen.
- Amagermand er rask nok til fængsel
- Amagermand forklarer sig i retten
- Tiltalt for to drab og fem voldtægter
- Amagermanden i retten til november
- Sigtes for endnu en sexforbrydelse
- DNA afslører ikke Amagermanden
- Amagermanden fylder tre flyttekasser
- Efterforskning af Amagermand slut
- Derfor har vi ingen seriemordere i Danmark
- Hvem dræbte Stine Geisler? Ove Dahl ved det ikke




