Gris fløj atter over kraftværk

Tirsdag d. 27. sep. 2011 kl. 09:45 af Michael Rathje, mira@tv2.dk for TV 2 Nyhederne Kommentarer(Skriv kommentarSkriv kommentar

Den gamle gris Algie var for mør, efter at have ligget i et lager i 35 år, så der måtte laves en ny gris i anledning af jubilæet for albummet Animals

Indbyggerne i bydelen Battersea i det sydlige London måtte i går lige gnide øjnene en ekstra gang. For over byens legendariske kraftværk kunne de se en stor lysegris flyve rundt.

Grisen, der er ni meter lang, fire en halv meter høj og fyldt med helium, havde fået luft under vingerne i anledningen af, at det næste år er 35 år siden, at gruppen Pink Floyd udgav sit 14. album kaldet Animals.

Pink Floyd Animals

Coveret på LP'en var netop et billede med en stor lyserød gris flyvende over Battersea Power Station. Da albummet skulle produceres i efteråret 1976, var der ikke noget der hed photoshop og computerbehandling af billeder. Derfor blev der lavet en stor oppustelig gris, kaldet Algie, der blev fastgjort med en line og sendt op over kraftværket.

Men allerede på den første dag af de tre planlagte optagedage, gik det galt. Linen knækkede, og Algie fløj væk. Fem minutter senere blev grisen observeret fra et passagerfly i 9000 meters højde. Den flyvende gris skabte store problemer, da den krydsede ind over flyruten til og fra den stærkt trafikerede Heathrow Lufthavn.

Algie undgik sammenstød og landede senere på en mark ved byen Kent. Her blev grisen hentet og transporteret tilbage til Battersea og billedet, der kom til at pryde omslaget på Animals-lp'en, blev taget. Pink Floyd har siden turneret med kopier af den store gris, mens den originale Algie har ligget i 35 år på et lager.

Da den blev fundet frem i anledning af jubilæet, var Algie dog så mør og hullet, at der måtte laves en ny kopi af den gamle gris.

Print artikelSend til en ven Del på facebook