Shots, sjusser og kolde øl til ni kroner stykket i Jomfru Ane Gade i Aalborg - det skal der sættes en stopper for.
Det mener en af landets førende misbrugseksperter, Henrik Rindom, oplyser DR Nordjylland.
"Alle disse fantasifulde tiltag om mængderabat på alkohol er efter min mening helt utilstedelig. Det fører til, at de unge drikker mere."
Henrik Rindom mener, at kommunernes bevillingsnævn bliver nødt til at sætte en stopper for de lave priser.
"Jeg er nødt til at overholde loven, og den siger, at restauratørerne må sælge alkoholen så billigt. Så må vi have en strammere lovgivning," siger Henning G. Jensen, der er borgmester i Aalborg kommune og formand for Bevillingsnævnet.
Restaurationsloven tillader priser helt ned på otte en halv kroner for en drink.




