Igen kræftstoffer i Bestseller-tøj

Onsdag d. 14. sep. 2011 kl. 07:53 af ritzau / jely for TV 2 Nyhederne

Den danske tøjkoncern Bestseller må igen hente modeprodukter tilbage fra butikkerne, da der er fundet kræft­fremkaldende stoffer i dem. Det skriver Jyllands-Posten.

Koncernens skærpede egenkontrol har afsløret de nye tilfælde, som følger efter en række lignende sager i sommerens løb.

"Vi beklager de nye tilbagetrækninger. Omvendt afspejler de også vores inten­siverede indsats på området for pro­duktsikkerhed," siger kommunikations­chef Bo Terp til Jyllands-Posten.

Han understreger, at Bestseller for tiden investerer markant i antallet af test og stikprøver, og at de på længere sigt vil begrænse antallet af underleverandører.

Sammen med den næststørste danske tøjvirksomhed, IC Companys, kom Bestseller i søgelyset for produkter med kræft- og allergifremkaldende stoffer.

Selvom selskaberne selv trak tøjet med de sundhedsskadelige stoffer tilbage, blev det mødt med kritik. Især fordi Miljøstyrelsen ikke i første omgang blev informeret om tilbagetrækningen efter selskabets egenkontroller, som viste overskridelse af de fastsatte grænseværdier for kemikalier.

Bestseller trækker denne gang et tørklæde fra mærket Pieces, en Vero Moda-blazer samt en T-shirt fra Outfitters tilbage.

Print artikelSend til en ven Del på facebook