Hvis der er tilbud på tre poser chips til to posers pris, er det fristende at købe lidt mere, end man ellers havde planlagt.
Mængderabatterne får folk til at spise flere usunde varer, og det kan være med til at øge antallet af overvægtige.
Flere danske supermarkeder og købmænd er villige til at indgå frivillige, fælles aftaler om at begrænse mængderabatter, men konkurrencelovgivningen forhindrer dem i at gøre det, skriver 24timer.
Vil gerne have kunderne til at leve længere
"Vi har også en interesse i, at kunderne bliver sundere, for så har man dem groft sagt i længere tid. Vi vil meget gerne bringe det her forslag op, men som lovgivningen er nu, er det ulovligt at indgå en frivillig aftale i detailhandlen," siger Claus Bøgelund, der er underdirektør i brancheforeningen De Samvirkende Købmænd, som repræsenterer mere end 1.500 supermarkeder og nærbutikker.
Også Dansk Erhverv er villig til at drøfte en begrænsning eller afskaffelse af mængderabatterne på usunde fødevarer:
"Hvis der bliver åbnet op for, at man kan aftale nogle konkrete, sundhedsfremmende ting, så vil vi se positivt på det og er klar til at indgå drøftelser," siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv, til 24timer.
Flertal for at ændre loven
En rundringning til forbrugerordførere i Folketinget viser, at der er et flertal for at ændre konkurrencelovgivningen, så erhvervsdrivende har lov til at lave fælles aftaler, hvis de har et sundhedsfremmende formål:
"Hvis branchen af egen drift vil undlade at lave mængderabatter på usunde fødevarer, så skal vi imødekomme det. Vi vil kigge nærmere på det og se, hvad vi kan gøre for at skrue en lovgivning sammen, der gør, at de kan lave en frivillig aftale," siger Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht.
Den holdning deler Venstres forbrugerordfører, Flemming Damgaard Larsen.
"Det handler om at lave lovgivningen, så netop det forhold godt må aftales mellem de handlende. Men det skal være på virksomhedernes eget initiativ," siger Flemming Damgaard Larsen.
Også De Radikale, De Konservative og SF er åbne over for at se på lovgivningen.
"Det er ikke, fordi vi vil forbyde folk at spise store mængder af slik. Men det skal ikke være sådan, at detailhandlen bliver forhindret i at tage et seriøst initiativ for at fremme folkesundheden," siger forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr (SF) til 24timer.




