Selvmordsbombere fra Taliban angriber britisk kulturcenter i Kabul. Mindst tre er dræbt
Mindst tre store eksplosioner har ramt Afghanistans hovedstad Kabul natten til fredag. Eksplosionerne er udløst af selvmordsbombere, ifølge den Nato-ledede styrke i landet, ISAF.
Taliban-bevægelsen hævder at stå bag angrebene og forklarer, at de er en markering af Afghanistans selvstændighedsdag for 92 år siden. Fredag er officiel helligdag i Afghanistan, hvor løsrivelsen fra Storbritannien i 1919 markeres.
Myndighederne melder om foreløbig tre dræbte.
"Jeg kan bekræfte, at der indtil videre er tre dræbte og fem-seks sårede, men antallet kan stige," siger lederen af kriminalpolitiet i Kabul Mohammad Zahir.
Målet for bomberne var det britiske kulturcenter i centrum af Kabul, ifølge en talsmand for ISAF.
"Der var to eksplosioner i nærheden af kulturcentret," siger talsmand Jason Waggoner. Det har umiddelbart ikke været muligt at få en kommentar fra den britiske ambassade i byen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Taliban stormede to bygningskomplekser
En talsmand for Taliban siger, at målene for angrebene både var det britiske kulturcenter samt et gæstehus for FN.
"Folk fra Taliban stormede de to bygningskomplekser, og der er i øjeblikket voldsomme kampe med politiet," fortæller Zabihullah Mujahid til AFP.
"I dag fejrer vi uafhængigheden fra Storbritannien. Nu har briterne igen invaderet os, og dagen kommer, hvor de igen vil anerkende vores uafhængighed," siger han.
Eksplosionerne fandt sted med cirka ti minutters mellemrum kort før klokken 6 lokal tid fredag morgen.
AFP's reporter på stedet beretter om "spredte skudsalver" umiddelbart efter eksplosionerne.




