Hensynet til familiens sundhed er den allervigtigste grund til, at stadigt flere børnefamilier lægger økologiske fødevarer i indkøbskurven i supermarkedet.
Børnefamilierne sætter simpelthen lighedstegn mellem fravær af sprøjtegifte i økologiske produkter og sundhed, viser en ny undersøgelse. Især fraværet af sprøjtemidler, medicinrester og tilsætningsstoffer er de centrale faktorer for familierne, viser en ny undersøgelse, som FDB Analyse har foretaget for Coop og Økologisk Landsforening.
"Vi vil det bedste for vores børn. Når man får sit første barn, sker der ofte en ændring i ens motiver for køb af fødevarer," siger Gitte Hvoldal, projektleder i Økologisk Landsforening.
Det gælder ifølge undersøgelsen især inden for frugt- og grøntkategorien. Ifølge den seneste pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen var der i 2009 pesticidrester i over halvdelen af den ikke-økologiske frugt og grønt i de danske butikker.
FDB-undersøgelsen viser også, at når man ikke har børn, så er dyrevelfærd det primære argument for at købe økologisk. Her tæller sundhed ikke helt så højt, som den gør hos børnefamilierne.




