Politiet har igen fjernet aktivister, som blokerede oprydning efter træfældningen i Østerild Klitplantage.
Træerne er forlængst fældet, men aktivister forsætter med at gennemføre aktioner og blokader.
I morges stillede en gruppe på 10-15 personer sig i vejen for skovmaskiner, der rydder op efter træfældningen, der skal bane vejen for et omdiskuteret testcenter for kæmpevindmøller.
Aktivisterne er dog blevet fjernet igen, så oprydningen efter træfældningen kan fortsætte, oplyser kommunikationsmedarbejder Kurt Steenfeldt fra Midt- og Vestjyllands Politi.
"Som bekendt havde vi en aktion i sidste uge, da Skov- og Naturstyrelsen skulle fælde 12 hektar skov. De forsøger nu at rydde op i skovbunden efter fældningen, og det er der nogle aktivister som mener, de ikke skal have lov til," siger Kurt Steenfeldt.




