Muslimer lettede over, at det ikke var islamistisk terror
Norske muslimer er lettede over, at det ikke var en militant islamist, der stod bag det voldsomme terrorangreb i det centrale Oslo og på øen Utøya. TV 2 Nyhedernes Simi Jan har været i Oslo, hvor hun har talt med flere muslimer og frygten for endnu et islamistisk terrorangreb:
"Hvis det ikke havde været en etnisk nordmand, så tror jeg, der var kommet mere racisme," siger Rabia Chaudry.
Og hendes veninde Monirah Shabir nåede allerede at opleve racismen, inden det viste sig, at gerningsmanden var etnisk norsk:
"Da jeg kom ombord på bussen kiggede mange etniske nordmænd på mig. Det var meget ubehageligt. Jeg har aldrig oplevet sådan noget i Norge før. Så jeg håbede virkelig, det ikke var en muslim, der havde gjort det, for så havde det været meget skidt for os muslimer," siger hun.
Monirah Shabir mener, at Breivik har været en øjenåbner for det norske folk:
"Jeg vil ikke sige, at jeg er lettet over, at det var en nordmand der gjorde det, men det førte til, at alle nordmænd fik åbnet deres øjne. At det faktisk kan være en nordmand og ikke en muslim," siger hun.
Tayaba Rafiq forklarer, at hun ser Norge som en samlet nation og at det er deres familie, de har mistet:
"Det har været forfærdeligt. Det gør ondt i hjertet at se hvor mange vi har mistet. Det er vores brødre og søstre. Vi er en nation, og det er trist at en af vores gjorde det på den måde."
Anders Breiviks terrorangreb kostede 77 personer livet.




