"Lille Anders, det var slet ikke din skyld"

Lørdag d. 30. jul. 2011 kl. 15:00 af Peter Thorup, ptho@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 30/7 2011; 15:08)

Søren Espersen svarer Lars von Trier igen

Den altid farverige filminstruktør Lars von Trier har over for en belgisk journalist lavet en direkte kobling mellem Anders Breiviks terrorhandling og Dansk Folkepartis politiske linje. Von Trier mener, at Pia Kjærsgaard skal tage sin del af ansvaret.

Men det vil den udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen (DF) slet ikke høre tale om:

"Pia Kjærsgaard skal aldeles ikke træde frem og sige undskyld for noget som helst. Vi er et demokratisk parti. Vi virker ved demokrati og det frie ord," siger Søren Espersen og fortsætter:

"Der er en Berlinmur mellem det frie ord og de mennesker der benytter vold og terror," slår han fast.

Espersen finder det usædvanligt, at Anders Breivik ikke selv kan bære skylden for sit massemord:

"Vi er i gang med en underlig umyndiggørelse af Anders Breivik. Vi går nu og siger 'lille Anders, det var slet ikke din skyld. Det var Jesper Langballes skyld. Og Lars von Triers skyld. Og Pia Kjærsgaards skyld.' Og det er meget meget farligt," siger Søren Espersen.

Han erkender, at han deler en del holdninger med Anders Breivik, så som at den frie indvandring skal stoppes, men derfra er der lang afstand mellem de to.

Print artikelSend til en ven Del på facebook