Da Vinci-forløber filmatiseres

Onsdag d. 24. maj 2006 kl. 17:27 af pmol for TV 2 Nyhederne

Audrey Tautou og Tom Hanks i Da Vinci-mysteriet

Forløberen for den amerikanske forfat­ter Dan Browns succesroman "Da Vinci Mysteriet" bliver nu også filmatiseret, oplyser BBC Online.

Romanen "Engle og Dæmoner" gøres til spillefilm af Columbia Pictures, der håber på atter at få Tom Hanks til at spille hovedrollen som symbolforskeren Robert Langdon.

En talsmand for Columbia Pictures siger ifølge BBC, at hverken instruktøren af filmen "Da Vinci Mysteriet", Ron Howard, eller Tom Hanks endnu har sagt ja til at medvirke i filmatiseringen af "Engle og Dæmoner".

Manuskriptet til den nye film skal skrives af Akiva Goldsman, der vandt en oscar for filmen "A Beautiful Mind", samt den anmelderroste "Cinderella Man".

Filmen kommer primært til at foregå i og omkring Vatikanet i Rom.

Print artikelSend til en ven Del på facebook