Aktivister stopper træfældning

Lørdag d. 16. jul. 2011 kl. 10:07 af ritzau / jely for TV 2 Nyhederne

Aktivisterne har fordrevet Naturstyrelsens folk fra Østerild Klitplantage.

Det lykkedes lørdag morgen 30-40 danske og udenlandske aktivister at stoppe træfældningen i Østerild Klitplantage, hvor man er ved at forberede oprettelsen af et stort testcenter for vindmøller.

Naturstyrelsens folk valgte at køre deres maskiner tilbage i garagen og forlade stedet, fordi aktivisterne kom for tæt på dem, oplyser Naturstyrelsen.

"Det er farlige maskiner, vi kører med i skoven, og vi vil ikke have, at der er nogen, der kommer til skade," siger skovrider Ditte Svendsen.

Hun siger, at de nu ser tiden an og går i gang med opgaven på et senere tidspunkt.

Rydder plantage
Naturstyrelsen havde lagt an til at rydde i første omgang 12 hektar plantage til en vej og til oplagringspladser. Her skulle der også arkæologiske undersøgelser i gang.

Omkring 600 lokale beboere og sympatisører demonstrerede fredag imod, at myndighederne sætter arbejdet i gang, førend Østre Landsret og EU i løbet af juli og august tager stilling til klager, der går på at testcentret strider mod EU's naturbeskyttelse.

Oprettelsen af testcentret er vedtaget i Folketinget af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF.

Der skal ryddes i alt 266 hektar plantage for at give plads til testcentret.

Print artikelSend til en ven Del på facebook