Antallet af danskere, der bliver overfaldet, mens de passer deres arbejde, er fordoblet på fem år. Det viser den seneste undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Det er især offentligt ansatte som betjente, pædagoger og lærere, der bliver ramt af volden.
"Vi ser, at bremsen for vold mod offentligt ansatte er blevet mindre," siger direktør Palle Ørbæk, der står bag rapporten, til Avisen.dk.
"Vores formodning er, at der er mindre respekt for, at de offentligt ansatte arbejder efter love og regler. Som når forældre truer læreren i skolen."
I 2010 havde én ud af 13 danskere i arbejde været udsat for vold på arbejdspladsen inden for det seneste år. Fem år tidligere var det blot en ud af 33. Samtidig er trusler også blevet mere udbredte.
Mangler ro
På landets sygehuse oplever de ansatte den stigende vold, forklarer næstformand for sygeplejerskerne i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg.
"Problemet for pårørende og personale er, at alt skal gå meget stærkere. Der er ofte ikke den ro, der skal til, for at undgå, at situationerne udvikler sig voldeligt," siger hun til Avisen.dk.
Hos Danske Regioner, der driver landets sygehuse, mener man ikke, at der er en direkte sammenhæng mellem vold og travlheden på arbejdet. Flere regioner er i færd med at indføre politikker for at stoppe volden.
"Stigningen er nok et korrekt billede af samfundet generelt. Der er en stigende forråelse. Og på vores område reagerer folk voldeligt, når man ikke kan få den hjælp, som man ønsker," siger Jens Stensbæk, formand for løn- og personaleudvalget i Danske Regioner til Avisen.dk.




