Brandstiftere får træ fra kommune

Lørdag d. 9. jul. 2011 kl. 09:27 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Egedal Kommune giver træ til brandstiftere - ikke alle synes, at det er en god idé

En gruppe unge brandstiftere har gennem længere tid hærget flere steder i Egedal Kommune, når de unge samles for at drikke øl omkring et bål. Det er blandt andet sket på biblioteket, i skolefritids­ordningen og den nybyggede skatebord-rampe.

Det skal stoppes, så derfor uddeler kommunen nu brænde til de unge.

"Vi håber, at vi kan undgå, at kommunens borde og bænke bliver brændt af og også private borgeres havemøbler," siger SSP-konsulent Troels Birk til TV 2 Lorry.

Kommunen har intet imod at de unge hygger sig med at lave bål, så længe det ikke går ud over andres ejendom. Derfor bruger man nu den noget utraditionelle metode.

"Det skal se i forebyggelsens lys. Dels at vi kan undgå hærværk, men også i sidste ende at vi kan undgå, at der måske er nogle unge, der måske får en eller anden dum sigtelse for hærværk og et stort erstatningskrav," siger Troels Birk.

En meget dårlig idé
Forsøget fortsætter resten af sommeren, men ikke alle er lige begejstrede.

"Jeg synes, det er en fantastisk kreativ, meget dårlig idé," siger kommunalbestyrelsesmedlem Lisbeth Dupont-Rosenvold fra Venstre.

"Der findes fornuftige unge mennesker, og så findes der unge mennesker, som ser for dybt i de grønne flasker, når de har fri, og synes at de skal feste igennem - og det skal de også have lov til, men det skal ikke være på bekostning af hærværk."

Print artikelSend til en ven Del på facebook