USA's forsvarsminister, Robert Gates, bekræfter, at USA i de seneste uger har haft kontakt med Taliban med henblik på forhandlinger.
"Der har været kontakter mellem lande, heriblandt USA. Men jeg vil sige, at der er tale om meget foreløbige kontakter på dette tidspunkt," siger Gates, der træder tilbage som forsvarsminister i slutningen af måneden, til tv-stationen CNN. Udtalelserne fra Gates kommer dagen efter, at Afghanistans præsident, Hamid Karzai, meddelte, at USA er i kontakt med Taliban.
Karzais udtalelser var bemærkelsesværdige, da eventuelle forhandlinger med Taliban har været omgærdet med stort hemmelighedskræmmeri.
Gates siger dog, at det kan vare måneder, før bestræbelserne på at forhandle en fredsaftale igennem mellem Afghanistans regering og Taliban bærer frugt.
Fire selvmordsbombere har angrebet politistation i Kabul i Afghanistan - fem civile og fire fra den afghanske sikkerhedsstyrke blev dræbt. TV 2 ADVARER MOD STÆRKE BILLEDER




