Jørgen Klarskov kan tydeligt mærke frygten for at blive smittet
Frygten for E. coli-bakterien VTEC smitter af på agurkesalget herhjemme.
Det oplever blandt andre de handlende på Grønttorvet i København.
"Det kan vi tydeligt mærke", siger Jørgen Klarskov, som sammen med sin søn har et gartneri i Avedøre, hvor de dyrker agurker.
Derudover sælger de egne og andres agurker på Grønttorvet.
Sælger 30-40 procent færre agurker
Da tarmsygdommen først brød ud, var der ekstra salg i de danske agurker, da mistanken drejede sig om de spanske agurker.
"Så blev der lige pludseligt lidt røre om, at der var noget galt med de danske agurker - og så bliver folk endnu mere forskrækkede og frustrerede, og vi kan sagtens mærke, at forbruget går ned lige i øjeblikket," fortæller Jørgen Klarskov til TV 2 News.
"Vores omsætning går ned med de der 30-40 procent, og hvis det er noget, der varer ved, så kan vi jo ikke blive ved at holde agurkerne - så må vi destruere dem."
Artiklen fortsætter efter videoklippet
Fødevarestyrelsen undersøger agurker
Svar i morgen
Gartneren er dog overbevist om, at de danske agurker er uden smitte.
"Vi bliver kontrolleret af sundhedsmyndighedere både med vores vand og med vores forbrug af kemikalier," siger Jørgen Klarskov.
Fødevarestyrelsen tester i øjeblikket danske agurker for bakterien, og forventer at have et resultat klar i morgen - Jørgen Klarskov satser på, at den danske agurk bliver frikendt, og salget atter går op.
Indtil videre har bakterien forårsaget 10 dødsfald i Tyskland og over tusind personer er smittet med tarmbakterien.
Selv om tyske myndigheder har mistanke til blandt andet danske agurker, kan man ifølge Fødevarestyrelsen trygt spise danske grøntsager.
I Danmark er 11 personer blevet konstateret smittet.
Er du bange for at spise agurker på grund af E. coli-bakterier? Skriv dit indlæg nedenfor
Nogle danskere holder sig fra agurker, andre tør godt købe den grønne grøntsag




