Den lille danske ø Anholt i Kattegat er i dag på den anden ende. Dronning Margrethe og prins Henrik besøger nemlig i dag øen som led i regentparrets sommertogt. Det er det første officielle besøg nogensinde - og det kræver en del forberedelser.
Skolelever har således øvet sig på at synge for dronningen og prinsen, og fyrtårnspasseren har prøvekørt den ni kilometer lange tur i kuling og højvande ud til fyrtårnet, som han skal vise fremvise senere i formiddag.
"Når dronningen kommer, skal hun op i fyret, hvis hun kan, og så vil vi fortælle fyrets historie," siger den 72-årige Bendt Nielsen.
Børn forbereder sig på at synge for dronningen og fyrmesteren har prøvekørt turen til fyrtårnet
Jomfruhummer og tournedos til frokost
Derefter står den på frokost på restaurant Molevitten, der i dagens anledning har importeret runde borde fra fastlandet.
"Vi kører de runde borde, fordi der ikke skal være rangstandsforskel. Vi er på Anholt, og det er et sted for mennesker - det gælder også majestæter," siger Jan Wilsbek, der er kok på Molevitten.
Menuen står på jomfruhummer med syltede rødløg til forret, tournedos lavet på havtaskehale bundet med et stykke spegeskinke til hovedret og rabarbertrifli til dessert.




