Var denne huleboer homoseksuel?

Tirsdag d. 12. apr. 2011 kl. 07:51 af David Buch / dabu@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Homofil huleboer

Eksperter angriber nu teorien om, at et fortidsmenneske, der er fundet i Tjekkiet, skulle være homoseksuel. Det skriver CNN på sin hjemmeside.

I forrige uge begyndte der at cirkulere historier i internationale medier om, at manden på billedet her skulle være homoseksuel. Altså intet mindre end verdens første homofile huleboer.

Teorien skulle være underbygget af, at manden var begravet med blikket mod vest. Traditionelt den måde kvinderne blev begravet på i den periode. Desuden blev der fundet smykker og andre genstande, som man normalt forbinder med kvindelige begravelser.

Oprindeligt blev huleboeren på en pressekonference i Prag betegnet som transseksuel eller værende "et tredje køn". I medierne blev det hurtigt til, at manden måtte være homofil. Det afviser eksperter nu.

"Det er umuligt at konkludere, at manden er homofil blot ved at studere hans skelet," siger palæontolog John Hawks fra Wisconsin University i USA.

Han hælder i stedet til teorien om, at huleboeren var af "et tredje køn".

"I antropologien kan du ikke sætte lighedstegn mellem "et tredje køn" og homofili. Enkelte kulturer fra denne periode opererede netop med et tredje køn, der hverken følte sig som mand eller kvinde," forklarer John Hawks.

Print artikelSend til en ven Del på facebook