Pressen er mødt talstærkt op til visningen af de royale tvillinger.
Journalister, fotografer og kamerafolk har taget opstilling på Rigshospitalet klar til at forevige de nyfødte, royale tvillinger, der i dag vises frem for offentligheden for første gang.
"Lige nu er der ganske hektisk aktivitet her i forhallen. Der er en skov af kamerastativer på plads. PET har lige været nede og bede fotograferne om at rykke deres stativer. Der skal sættes et hegn op, så fotografer og journalister ikke kommer for tæt på," siger TV 2's reporter på Rigshospitalet, Margit Shabanzadeh.
Der er blevet spekuleret en del i, hvorfor de to babyer og Kronprinsesse Mary er blevet så længe på hospitalet. Et bud går på, at de ligesom deres storebror, prins Christian, har haft gulsot, hvilket er relativt almindeligt for nyfødte.
Kronprins Frederik var tydeligvis glad og stolt, da han mødte pressen kort tid efter kronprinsesse Mary havde født tvillinger - en dreng og en pige.
Det præcise tidspunkt for fremvisningen kendes ikke, men det ventes at blive mellem 15.00 og 16.00.




