Tandlægens bor er for mange en frygtindgydende lyd. Men engelske videnskabsmænd har nu fundet en metode, der måske kan fjerne den ubehagelige lyd helt. Løsningen er intelligente høretelefoner, skriver Videnskab.dk.
"Det skønne ved apparatet er, at det er en god investering, og enhver patient med en mp3afspiller kan få gavn af den. Det, der er brug for nu, er en investor, så vi kan udvikle produktet yderligere, så vi kan få apparatet ud i så mange tandlægeklinikker som muligt. På den måde kan vi hjælpe dem, der lider af tandlægeskræk, og give dem den behandling som de har brug for," siger professor og opfinder Brian Miller.
Medbring en mp3-afspiller
Prototypen fungerer helt på samme måde som høretelefoner, der sorterer støj fra omgivelserne fra, men er indstillet til at sortere den hvinende lyd af tandlægeboret fra.
Patienten skal bare medbringe en mp3afspiller. Hos tandlægen skifter man så patientens egne øretelefoner ud med nogle, der er tilpasset lyden af tandlægeboret. På den måde kan patienterne lytte til deres egen musik, mens de undgår lyden af boret. Patienten kan endda stadig høre tandlægen.
Anti-lydbølger
Fidusen er, at tandlægens øretelefoner er udstyret med en mikrofon. Mikrofonen analyserer lydbølgen fra boret, og inde i øretelefonerne afspilles den sammen lyd, men spejlvendt. Når to bølger, der er modsat hinanden, afspilles samtidigt, udligner de hinanden og derfor kommer der ikke nogen lyd...altså ud over den musik, patienten afspiller, skriver Videnskab.dk.
Det lydløse tandlægebor kan endnu ikke købes af tandlæger, men King's College London's Dental Institute arbejder på at skaffe investorer, så produktet kan komme på markedet.




