Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik mener, at opførelse af en helfinansieret moske med kuppel og minaret i København måske vil kunne opbløde den krise, som Muhammed-tegningerne har ført til mellem Danmark og de arabiske lande.
Forslaget om at bygge en moske skal ikke fremmes af det officielle Danmark, da det hverken herhjemme eller ude må blive fortolket som et knæfald under muslimsk pres for at redde eksportordrer, skriver Pundik. Han mener, at fonde og virksomheder må kunne finansiere de 50 mio. kr en moské vil koste.
Han mener, at de store dagblade passende kunne organisere en læserindsamling, så der bliver tale om en folkegave fra danske borgere til deres muslimske medborgere.
Han understreger, at der skal være tale om et rent danskfinansieret projekt uden bidrag fra udlandet, som ved tidligere lejligheder har kompliceret bestræbelserne på at opføre en moske i Danmark.
"Den skal være dramatisk og have til formål at tage brodden af den antidanske kampagne og illustrere, at der er et andet Danmark end det antimuslimske samfund, der i den arabiske verden for tiden er det dominerende image af landet," skriver Herbert Pundik i en kommentar i Politiken.




