Britt Andersen må nu flytte ud af sin handicapvenlige bolig, fordi hun ikke længere får renter fra sin søns erstatning.
Britt Andersen fra Erritsø ved Fredericia må nu flytte ud fra sit handicapvenlige hus, hvor hun hver anden weekend passer sin søn, Jean, der ved fødslen blev multihandicappet på grund af en lægefejl.
Men nu er Jean fyldt 18 år, og så kan Britt Andersen ikke længere få udbetalt renter fra den millionerstatning, hendes søn fik pga. lægefejlen.
"Jean er så glad for at komme hjem. Hvorfor skal han så ikke have lov til det? Det er hans penge. Det har givet ham dem. Og så må han ikke bruge dem til det, han har behov for," siger hun.
Fik erstatning på 1.850.000 kroner
Hendes søn bor i dag på døgninstitutionen Kilden i Vejle, og han har boet på lignende institutioner siden han var fem år.
Dengang fik han tilkendt 1.850.000 millioner kroner i erstatning, der hvert år giver 78.000 kroner i renter.
Pengene administreres af Statsforvaltningen, og Britt Andersen har som værge hver måned fået udbetalt en del af renterne, som ifølge hende gør, at hun kan bo i en handikapvenlig bolig.
I Statsforvaltningens afslag indgår flere faktorer som økonomi og personlige forhold, men de skriver, at de navnlig har lagt vægt på, at Jean Andersen ikke bor hos sin mor.
Skifter ble og mader søn
"Man skal passe på, at midlerne ikke bliver formøblet på en forkert måde. Derfor er der regler for, hvad man må frigive midlerne til," siger Ninna Würtzen, direktør i Statsforvaltningen Syddanmark.
Britt Andersen flytter snart ud af sit handikapvenlige hus, og hun har svært ved at forstå, hvorfor alting nu har ændret sig, fordi hendes søn er blevet 18.
"Jean er jo slet ikke 18 år indeni. Han er en lille dreng stadigvæk, som jeg skifter ble på, mader og skifter tøj for," siger Britt Andersen.
Hun vil nu klage til Civilstyrelsen.




