En otte-årig dreng døde i nat, efter at han havde været udsat for vold i en lejlighed på Karlslundevej i Brønshøj i København. Hans mor er anholdt.
"En person ringede til alarmcentralen og fortalte, at en otte-årig dreng havde problemer med at trække vejret. Da ambulancen nåede frem, stod det klart, at han havde været udsat for en form for vold," siger kriminalpolitiets centrale vagtleder.
Drengen blev bragt til Rigshospitalet, hvor han ved midnat blev erklæret død.
Foruden den otteårige opholdt hans mor og en tre-årig dreng - formentlig hans lillebror - sig i lejligheden. Den tre-årige, der efter det oplyste ikke havde lidt overlast, blev overgivet til de sociale myndigheder, mens moderen blev anholdt.
Det var tilsyneladende en bekendt til moderen, der ringede 112 fra en mobiltelefon, men politiet havde ikke umiddelbart kontakt til anmelderen.
"Nu skal vi have afhøringer og undersøgelser overstået, og så vil vi afgøre, om moderen skal sigtes i forbindelse med drengens død og fremstilles i grundlovsforhør," siger vagtlederen, der i nat ikke ville oplyse yderligere detaljer eller muligt motiv til mishandlingen.




