Midaldrende par dømt for sex på bus

Torsdag d. 9. sep. 2010 kl. 08:49 af sosp for TV 2 Nyhederne

Et svensk par er blevet idømt en bøde for blufærdighedskrænkelse.

Det var under en busrejse fra Stockholm til Malmø, at det midaldrende, nyforelskede par ikke kunne holde fingrene fra hinanden.

Ifølge de medrejsende forsøgte parret at skjule deres gøren og laden med en frakke. Alligevel stod det klart for de fleste, hvad det var, der skete. Kvinden havde stoppet hånden ned i mandens bukser. Han begyndte hurtigt at røre på sig, stønne og svede.

Par smidt af bussen
Til sidst fik en kvindelig medpassager nok, og gik til buschaufføren, som smed parret af bussen.

Parret har hele tiden nægtet hændelsen. Manden har forklaret til KvP.se, at det var varmt i bussen. Derfor havde han taget sin jakke af og lagt den i skødet. Kvinden lænede sig mod hans bryst, og kærtegnede ham på maven.

"Der var ikke noget underligt ved det. Ingen åbne bukser, ingen kønsorganer. Havde det været, som de andre passagerer siger, så havde jeg været pinligt berørt, og jeg ville have erkendt med det samme," siger manden.

Både manden og kvinden er nu blevet idømt en bøde på 2500 svenske kroner hver.

Print artikelSend til en ven Del på facebook