Singler vil have sæd fra søde mænd

Torsdag d. 2. sep. 2010 kl. 17:32 af Kristian Hedegaard for TV 2 Nyhederne

Sæd

Siden årtusindskiftet er det blevet mere og mere almindeligt, at også singlekvinder bliver gravide ved kunstig insemination.

Men for de partnerløse piger er det ikke altid nok, at manden, der har doneret sæden, er sund og rask og af en bestemt herkomst. Nej, kvinderne vil også have en sød sæddonor. Det skriver FDB's månedsmagasin, Samvirke.

"Par går mest op i, at donoren skal have de samme træk som manden i forholdet. Ud over det vil de som regel vide så lidt som muligt om donoren. Singler derimod vil kende donoren så godt som muligt," siger Ole Schou, direktør for sædbanken Cryos, til Samvirke.

Kan se billeder af donor som spæd
På ti år er andelen af enlige klienter hos Cryos steget fra 10 procent til 30 procent, og det er især de seneste par år, at tendensen har taget fart.

Det skyldes blandt andet, at donorprofilerne hos sædbankerne er blevet udvidet, så klienterne blandt andet kan se billeder af donoren som spæd.

Desuden kan især singlekvinder godt lide lydklip, hvor donoren svarer på forskellige spørgsmål.

"Det er vigtigt for singlekvinderne, at donor er rar og sympatisk, og det kan de få et indtryk af på den måde," siger Peter Bower fra European Sperm Bank til Samvirke.

Print artikelSend til en ven Del på facebook