Opsøgte flere kvinder inden voldtægtsforsøg

Torsdag d. 2. sep. 2010 kl. 16:47 af Lisa ioannou for TV 2 Nyhederne

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til et voldtægtsforsøg natten til søndag i Esbjerg.

Her blev en 30-årig kvinde pludselig grebet bagfra og fik taget kvælertag, da hun var ved at låse sig ind i sin opgang.

Hun blev slæbt 50 meter baglæns til en baggård i Islandsgade. Her slog overfaldsmanden kvinden i ansigtet og befamlede hende på brysterne og oppe under kjolen. Kvinden fik kæmpet så meget imod, at manden måtte opgive, og flygtede fra stedet.

Efter flere henvendelser fra vidner har politiet nu den formodning, at gerningsmanden har opsøgt flere forskellige kvinder i nattelivet i Esbjerg, inden han forsøgte at voldtage den 30-årige kvinde.

"En halv time inden voldtægtsforsøget forsøger en mand, hvis signalement er identisk med manden, der forsøgte at begå voldtægt i baggården, at trænge ind i en kvindes bil et stykke fra gerningsstedet," siger pressetalsmand Torben Kloster fra Syd og Sønderjyllands Politi, til nyhederne.tv2.dk.

"Vi har også fået at vide, at en mand har forsøgt at henvende sig til en række piger på Skolegade, som er Esbjergs svar på Jomfru Ane Gade, men at de afviste ham," fortsætter Torben Kloster.

Manden beskrives som:

·Mand ca. 40-50 år

·175-185 cm. høj

·Almindelig til sportstrænet af bygning

·Kort mørkt/gråsprængt hår

·Muligvis tyndhåret

·Overskæg og skægstubbe

·Iført grålig habit/blazerjakke

·Sydeuropæisk af udseende

·Dansktalende

Har du oplysninger i sagen., så kontakt Syd og Sønderjyllands Politi på 114.

Print artikelSend til en ven Del på facebook